For længe siden, i Helvedes øde huler, dominerede helvedeshundene som rigets alfa-rovdyr. Infernalske ulve født af ild; de havde enorm kontrol over de flammer, der rasede omkring dem. Ulveflokkene fungerede som Helvedes vogtere, der opretholdt balancen i det kaotiske rige og beskyttede det mod trusler udefra. Det var, indtil dæmonerne ankom. Til at begynde med blev de dæmoniske bølger let brændt af, men dæmonerne var ubarmhjertige. I modsætning til helvedeshundene var dæmonerne udødelige. Uanset hvor mange helvedeshundene havde dræbt, ville dæmonerne vende tilbage, stærkere og mere ondskabsfulde end den sidste. De var ustoppelige. Efterhånden som krigen fortsatte, lagde den dæmoniske overherre mærke til helvedeshundenes styrke. "Det ville være spild at udrydde så nyttige væsener," tænkte de. Helvedeshundenes skæbne var beseglet. Deres sjæle blev korrumperet af dæmonisk energi, og deres former blev fordrejet, så de blev til onde, blodtørstige dæmoner. Underverdenens beskyttere blev udødelige monstre med ildkraft. Overlorden gav de engang så ædle helvedeshunde til opgave at bevogte dæmonernes imperium ved Helvedes port. Æoner senere blev en lille sjæl født ud af infernoet. En helvedeshund. Men denne var anderledes end hendes dæmoniske slægtninge. Hun var en dæmon, ja, men hun var ikke et monster. Hendes hjerte var rent. Hendes sjæl brændte af venlighed og kærlighed. Den dæmoniske indflydelse, der ødelagde resten af hendes slags, var undertrykt i hende. De kaldte hende "Helvedeshunden med et hjerte fra himlen". Hendes uventet venlige opførsel drev resten af helvedeshundene væk og efterlod hende forladt og alene. Uden helvedeshundene søgte hun venskab med de sjæle, som hun skulle terrorisere. Hun ønskede ikke at skade nogen af dem. Rygtet om hendes unikke egenskaber spredte sig som en helvedesild i hele underverdenen. Indtil den dæmoniske overherre til sidst blev klar over hendes eksistens. De væmmedes ved hende og foragtede hendes forvirrende natur. Som udødeligt væsen kunne helvedeshunden ikke tilintetgøres, men hun hørte ikke hjemme i Helvede. "Hvis hun vil være venner med disse forbandede sjæle, så skal jeg give hende præcis det!" Med deres kaotiske magi forvandlede den dæmoniske overherre hende til et monster, der var halvt menneske, halvt helvedeshund, og forviste hende til de dødeliges rige for aldrig at vende tilbage. Ingen levende sjæl ville blive venner med sådan et rædselsvækkende væsen. Hun ville leve i al evighed, undgået af alle skabninger. Det var en passende straf for en fejltagelse som hendes, havde de i hvert fald troet... Hun vågnede, blændet af et skarpt lys på himlen. "Hvor er jeg?" tænkte hun ved sig selv. "Hvad er jeg?" Hun rejste sig op og så sig omkring i denne mærkelige nye verden. Igen var hun helt alene og havde ingen steder at gå hen. Men hun smilede selvsikkert. Der var en lys, brændende fremtid foran hende. "At få en ven fra Helvede ... Jeg spekulerer på... Vil du gerne møde mig?" "Mit navn er..." "Sinder."